Virkeligheden overgår fantasien i ny biografi om eksbandemedlem
Med sin journalistiske approach er Olav Hergels bog om tidligere bandemedlem Sleiman et stærkt vidnesbyrd i et samfund, hvor den videnskabelige litteratur på området er minimal.
GEM TIL LISTE
FAKTA
»Da skal man vælge livets storme for gravens stille ro«. Grundtvig, 1834
Den nu 30-årige Sleiman Sleiman opfatter sig selv som den slemmeste blandt de slemme i Greve-Hundige-områdets bandemiljø syd for København.
Og han modsiges ikke af de personer, som har været eller er tæt på ham, og som er væsentlige stemmer i Olav Hergels bog om og sammen med Sleiman.
Når Sleiman selv insisterer på, at han er ond, er det dels med baggrund i et tilbageblik på den tsunami af vold (trampe andre i hovedet, slag med baseballkøller, knivstikkerier, skyderier osv.), som han har stået for over en periode på 15 år, dels en refleksion over, hvad en ond far og et ondt liv har gjort ved ham.
I en moderat tone gør eksbandemedlemmet status over for journalisten og vennen (!) Olav. Selv om det muligvis ikke er alt, der er kommet med i denne volds status, er det mere end rigeligt.
Så rigeligt, at man som læser, sammen med forfatteren, må forbavses over, hvordan virkeligheden overgår fantasien.
Fra voldsoffer til gerningsmand
Hergel er om nogen manden, der kan foretage denne sammenligning, eftersom han i romanform, den udmærkede ’Indvandreren’ fra 2010, har beskæftiget sig fiktivt med samme miljø som i bogen her.
Hergel er om nogen manden, der kan foretage denne sammenligning, eftersom han i romanform, den udmærkede ’Indvandreren’ fra 2010, har beskæftiget sig fiktivt med samme miljø som i bogen her.
Historiens – og det er storytelling, det her! – dobbelt tragiske scenario ligger i, at Sleiman kommer til Danmark i 1982 fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon til den ’arabiske landsby’ Askerød (1.500 beboere) i Hundige, hvor sladder og bagtalelse hersker familierne imellem, mens de unge på borgerkrigsmaner er i kamp med, ikke racisterne, men naboerne rundt om hjørnet.
Sleiman og familien er flygtet fra en stor krig, men familien selv er også krigsramt. En vanvittig far har forsøgt at dræbe hustruen og en datter og er kommet i fængsel og kan ikke i den tid banke sønnen.
Vold udenfor, vold indenfor – det er uhyrligt. Og resultatet er da også, at Sleiman fra at være voldsoffer selv bliver gerningsmand.
Fra en freelancepræget og impulsiv vold i 14-års alderen og frem til en mere kalkuleret vold, da Sleiman på et tidspunkt danner banden Bloodz og insisterer på, at alle medlemmer skal forpligte sig gennem blodet ved symbolsk at lade sig tatovere med bandenavnet.
Bogen beskriver disse processer detaljeret og nøgternt, det er mig bekendt første gang, bandekrigens anatomi fremstilles så sanseligt nærværende og konkret.
Rigtigt læst kan bogen bruges som en autoritativ advarsel til de unge, som er fristet af bandelivetBenny Lihme
Olav Hergels store styrke er en særlig form for sociologisk lyttende journalistik. Ikke befamlende og heroiserende, som det er set i forbindelse med artikler og bøger om Hells Angels, men heller ikke moraliserende og afstandtagende.
Med Hergel viser det journalistiske approach stor styrke i et samfund, hvor den videnskabelige litteratur på området er minimal.
Sleiman og Bloodz-brødrenes mangeårige kampe med de ligesindede Black Cobra er ikke kun en ’rationel’ krig om narko markeder og penge. Netop gennem den sansenære journalistik og med Sleiman som kilde lykkes det at komme tæt på det kaos, som hersker både i og mellem banderne.
Sleiman og Bloodz-brødrenes mangeårige kampe med de ligesindede Black Cobra er ikke kun en ’rationel’ krig om narko markeder og penge. Netop gennem den sansenære journalistik og med Sleiman som kilde lykkes det at komme tæt på det kaos, som hersker både i og mellem banderne.
Ingen lykkelige slutninger, kun blod
Det er en verden, hvor lommeuld kan udvikle sig til vold, og hvor en person det ene øjeblik er ven, det næste fjende. Det er gruppen, når den er værst: I gruppen bliver de til nogle andre personer, som falder ned i udviklingstrin – infantile, modbydelige og brutale.
Det er en verden, hvor lommeuld kan udvikle sig til vold, og hvor en person det ene øjeblik er ven, det næste fjende. Det er gruppen, når den er værst: I gruppen bliver de til nogle andre personer, som falder ned i udviklingstrin – infantile, modbydelige og brutale.
Bandekrigene synes med naturvidenskabelig lovmæssighed at være underlagt Newtons tredje lov om bevægelse: »for every action there is an equal and opposite reaction«.
Når netop Sleiman har været i stand til at medvirke til denne bog, er det ikke tilfældigt. Han er intelligent, skriver personlige sange og er en talentfuld rapper.
Og så har han, på forunderlig vis, i bandekrigens hede haft et godt øje til den danske normalitet. Dels gennem seriøse kærlighedsforhold til danske piger (med fortvivlede forældre), dels gennem et varmt mentorforhold til pædagogen Birger Mosholt.
Hvad kærlighedslivet angår, er det imidlertid en statsløs palæstinensisk kvinde, der i bogens sidste kapitel, ’Hanin og Sleiman’, er løbet af med den kvindekære eksgangster.
LÆS OGSÅOlav Hergel tabte til britisk bokser i Paris
Sleiman er ikke sikker på, at hans liv bliver langt. Undervejs i processen med bogen sender han en sms til Olav Hergel præget af den blodrus, han til tider synes at befinde sig i.
Sleiman er ikke sikker på, at hans liv bliver langt. Undervejs i processen med bogen sender han en sms til Olav Hergel præget af den blodrus, han til tider synes at befinde sig i.
Ikke at han ønsker at dræbe, men at hans egen logik må føre til, at han selv bliver dræbt: »Går du af blodets vej, så findes du blod, og der findes ingen ære! Det er kun dræb eller bliv dræbt«. Og som det står fremhævet på bogens bagside: »I den verden, jeg kommer fra, findes der ingen lykkelige slutninger, kun blod«.
En dødsnærhed, som altså ikke længere kun hører bandelivet i Los Angeles til, jf. Leon Bings journalistiske klassiker ’Do or die’ om banderne Crips og Bloods.
Et stykke oplysende danmarkshistorie
Baggrunden for de dystre fremtidsudsigter har rod i de trusler på livet, som Sleiman er blevet udsat for efter, at han har forladt bandemiljøet.
Baggrunden for de dystre fremtidsudsigter har rod i de trusler på livet, som Sleiman er blevet udsat for efter, at han har forladt bandemiljøet.
Bandeexit er noget, som samfundet hilser velkomment, men som nogle bander modsætter sig med vold.
Måske er Sleimans fortid så stærk en del af hans nutid, at den vil forhindre ham i en ny fremtid.
LÆS OGSÅDansk krimi kan vinde stor fransk pris
Titlen, ’Men vi blev onde’, gør det nærliggende at tænke på Simone de Beauvoirs berømte sætning »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det«. Hvordan Sleiman (måske) er blevet ond, er denne bogs meget personlige fortælling.
Titlen, ’Men vi blev onde’, gør det nærliggende at tænke på Simone de Beauvoirs berømte sætning »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det«. Hvordan Sleiman (måske) er blevet ond, er denne bogs meget personlige fortælling.
En fortælling, som bør finde mange læsere ikke på grund af sit sensationelle indhold, men fordi den er et stykke oplysende danmarkshistorie.
Rigtigt læst kan bogen bruges som en autoritativ advarsel til de unge, som er fristet af bandelivet.
Benny Lihme er forfatter og redaktør af Social Kritik.
Benny Lihme er forfatter og redaktør af Social Kritik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar