Kost, motion og psyke: december 2014

Uddrag fra bogen: Aminas Breve af Thomas Bengtson

Kapitel 3

HOVEDBANEGÅRDEN SUMMER AF mennesker, lugter af snavs, tis og røg. Her er flere folk nu, end da jeg plejede at komme her. De hjemløse er blevet mere tydelige og er i dårligere stand. Hovedbanegården var altid et godt sted at gå hen når det regnede, eller hvis man ville møde nogen at dele en joint med. Her kunne man sidde hele dagen og spytte i en kop kaffe fra McDonald's. Og hvis man havde lyst til piller eller fed, kunne man få alt nede på Istedgade. Jeg tog ikke meget af den slags, jeg behøvede det ikke, jeg var let nok i hovedet i forvejen.
Jeg trækker kufferten efter mig, må gå uden om unge backpackere og folk med weekendtasker. Et par gange får jeg stukket en hånd i hovedet og bliver spurgt om penge. Jeg køber en pakke cigaretter i en kiosk på banegården. Min første smag af frihed bliver at slippe for det hjemmerullede helvede. Jeg kommer ud af banegårdens hovedindgang og går op mod Vesterbrogade. Jeg er ikke sikker på hvad for en bus jeg skal ha' og prajer en taxa. Jeg giver taxachaufføren adressen. Han er heldigvis ikke snakkesalig, passer bare sin kørsel. En stor fed fyr, vel i begyndelsen af halvtredserne, med en af den slags måtter med små trækugler på sædet. Ved siden af radioen har han et billede af en ung thaipige. Hun har en trøje på med røde og lyserøde striber og smiler til fotografen.

Jeg låser døren op og slæber kufferten op af trapperne. Der er langt op, øverste etage, penthouse. En dyr adresse på en sidegade til Trianglen. Jeg har ikke set min storebrors lejlighed før. Han fik den efter jeg blev indlagt. Han elsker sin lejlighed. Når han ringede på min fødselsdag, fortalte jeg altid om den medicin jeg fik, og han om hvad han havde købt af nye ting til lejligheden.
    Han er i Bruxelles i øjeblikket og skal vist være der i et stvkke tid. Jeg ved ikke helt hvad han laver, det er noget med penge, og han rejser meget. Det var ikke nemt at få nøglerne ud af ham. Jeg måtte snakke med ham i telefonen flere gange før han gik med til det. Jeg fortalte ham hvor rask jeg var blevet, at jeg var næsten helt normal nu. Og at jeg virkelig havde brug for hans hjælp til at komme ud. Han spurgte om jeg ikke kunne bo hos mor, men jeg sagde det nok ikke var godt for hendes nerver, jeg har brændt hende af for mange gange. Og ligegyldig hvor normalt jeg opførte mig, ville hun pylre om mig til vi begge to blev vanvittige. Det måtte han give mig ret i.
    Og jeg kørte på hans skyldfølelse. Jeg nævnte ikke at han kun har besøgt mig en enkelt gang i de fire år, jeg har været indlagt, men jeg kredsede om det, snakkede om ensomhed og trangen til at komme ud og se folk igen. Der skulle meget arbejde til, før hans dårlige samvittighed vandt over hans bekymring for lejligheden. Så sendte han mig nøglerne og tog til Bruxelles.
    Petterson ved selvfølgelig ikke at min bror ikke er hjemme. Mit argument over for ham var netop at min bror vil kunne give mig den støtte og opbakning jeg har brug for. Petterson havde helst set mig overført til et af de der tossekollektiver. Jeg ved der ligger et ude i Rødovre, nogle autister, nogle velfungerende skizoer og nogle mentalt handicappede der bor sammen og er fælles om at købe røde pølser og pomfritter. Hvor der er opsyn, og hvor man sørger for at de vasker sig, spiser og får deres håndfuld medicin om dagen. Jeg ville ikke havne sådan et sted. Der ville være for mange spørgsmål, for meget kontrol. Og jeg ville ikke kunne klare at vågne op om morgenen ved at udviklingshæmmede Marianne gnider sit køn op og ned af mit sengetøj.
    Til sidst købte Petterson den med den broderlige støtte.

Jeg når op for enden af trapperne og sætter nøglen i låsen. Jeg skræver hen over nogle breve og tryksager og finder lyskontakten. Entreen er smal og holdt i hvidt med et spejl i en stor stålramme. Døren til venstre fører ud til et mindre toilet, måske et gæstetoilet. Jeg fortsætter gennem entreen og åbner døren til stuen.
    Jeg bliver stående i døråbningen og må indrømme at jeg er imponeret. Stuen er stor og i flere plateauer, to trin ned til dagligstuen. Rummet er domineret af sofaarrangementet. En stor lysebrun lædersofa og to lænestole i samme dyre læder. Arrangeret rundt om et sofabord i glas, med tre eksemplarer af Wallpaper bredt ud i en vifte. Gulvet er afhøvlet, og væggene hvide med forskellige tryk i stålrammer. Der hænger et B&O-anlæg på væggen og under det et stort sort fjernsyn af samme mærke. Lamperne er PH, nye PH-lamper, ikke nogle smadrede nogen klunset på en kommuneskole. Det eneste der umiddelbart ser tilfældigt ud, er tasken med golfkøller der står lænet op ad væggen.
    For enden af stuen er der et stort vindue og en dør ud til altanen. Man må kunne se det meste af byen herfra.
    I den modsatte ende af stuen er der to trin op til det åbne køkken. Det er holdt i hvidt og metal, med en stor flødefarvet espressomaskine og køleskab i børstet stål. Spisebord med plads til seks mennesker.

Alt er smukt, alt er pænt, så pænt at støvet ikke har turdet lægge sig siden min bror rejste. Alligevel står jeg der i døråbningen og er ved skide i bukserne af skræk. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver nødt til at holde fast i dørkarmen for ikke at dratte om.
Så går det op for mig hvad der er galt. Det her er side 76 fra et eller andet livsstilsblad kopieret ned til mindste detalje. Der er ikke nogen mennesker der kan leve her. Man kan ikke spise kiks i sofaen eller gå rundt i joggingtøj om søndagen. Glasbordet har aldrig flydt med pizzabakker eller dåseøl. Det her er hvad indretningsarkitekter spiller pik til.

Jeg tager en dyb indånding. Finder smøgerne frem og tænder en. Så begiver jeg mig ned i stuen, skridt for skridt ned af trapperne og ud i rummet. For hvert skridt tager jeg et hiv af smøgen, så dybt at det river i lungerne, og puster røgen ud til alle sider, dækker så stort et område som muligt. Jeg pisser mit territorium af. Jeg lægger mig på knæ foran sofabordet og blæser røg ind under det, ser røgen bølge frem under glaspladen. Jeg ryger i sofaen, i lænestolene, spilder lidt aske på gulvet og lader det ligge. Ryger køkkenafdelingen til med en ny cigaret, blæser røg ud over hans superellipsebord med syverstolene rundt om og skodder i den store stålvask.

NB! Kapitel tre står s. 20-23 i bogen.

OPGAVER:

Skriv et referat af teksten

Lav en foreløbig karakteristik af Janus

Beskriv miljøet

Læs en anmeldelse her: http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/aminas-breve-af-jonas-t-bengtsson

Kost, motion og psyke

tirsdag den 2. december 2014

Lommefilm fra PAU13

mandag den 1. december 2014

Lommefilm om trivsel på SOSU-skolen

En smagsprøve på Aminas Breve