Sagt
om "Rod":"Jeg føler mig bedre klædt på til at forstå de mange konflikter – vi desværre oplever så mange af. Intet er sort hvidt, men hvis begge parter ønsker en bedre hverdag, så kan det måske lykkes en dag, hvis vi alle viser respekt og søger at forstå hinanden." (Freddy Thorning, Septembernet.dk)
»Why
grow the branches now the root is wither’d?
Why wither not the leaves that want their sap?«
»Kan grenen gro, når træets rod er borte?
Må løvet ikke dø, når saften mangler?«
shakespeare: Richard den Tredje, II-2
prolog
Jeg har fået brev fra dronningen. En kraftig, flødefarvet kuvert adresseret til skuespiller Janus Bakrawi, og indeni ligger en officiel invitation til middag og dans på Christiansborg Slot. Middag, tænker jeg forvirret, mig og dronningen? Og så på en hverdag, tirsdag aften, hvor jeg spiller på Nørrebro Teater. Jeg ringer til en ven, læser invitationen op og spørger, om han ved, hvad den slags invitationer går ud på? Ja da, godt gået, bro’!, siger han, det er dronningens hofbal. Du er inviteret til hofballet for skuespillere, musikere, kunstnere, sportsfolk, du ved, hele flokken, kultureliten, som dronningen vil vise sin anerkendelse. Det gør hun så cirka hvert tiende år. Kunstnerbal? Anerkendelse? Jeg bliver lidt stolt, og også lettet over, at der kommer andre – to, tre hundrede andre – til middagen med dronningen.
En måned senere står jeg og venter på at blive præsenteret for dronningen i mit nye, sponsorerede jakkesæt. Stylisten insisterede på, at jakken skulle være kort og stram. Meget stram, og jeg sveder og føler mig som en bombe, der, hvad øjeblik det skal være, kan eksplodere, så knapper og syninger springer til alle sider. Mit navn bliver kaldt op, jeg bliver præsenteret for dronningen, og går videre ind i Riddersalen, hvor en flok kolleger står og snakker og straks driller mig med, at alle andre mænd i salen faktisk er klædt i smoking. Nå, okay, det stod åbenbart i invitationen. Dansen begynder. Kvinder i enorme balkjoler og mænd i korrekte smokinger fylder det blanke, sort-hvide gulv. Dér er statsminister Anders Fogh Rasmussen, han danser ikke, men styrer direkte over til mig og hilser. Han siger, at jeg er en rollemodel for nye danskere. Han siger, at det er godt, at der er sådan nogle som mig, nogle der er synlige på den positive måde, og han spørger interesseret til min baggrund og barndom. Hmm, hvor skal jeg begynde, tænker jeg, jeg har en del at fortælle. Jeg kan fortælle om dengang, jeg var syv og skilsmissebarn, og min mor og jeg troede, at jeg skulle på udflugt til Tyskland med min far, men at han i stedet tog mig med hjem til sin fjerne landsby i Jordan og beholdt mig der i fire år. Om opdragelsen på gaden blandt de rå drenge, og om opdragelsen i familien med en antenneledning. Eller jeg kan fortælle om at komme hjem igen og blive afleveret på et børnehjem i halvandet år, inden retten endelig når frem til, at det er bedst, at jeg bliver og bor hos min far. Denne gang i København. Jeg kan fortælle om nætterne, hvor jeg sov i telefonboksen på Lyngby Station, fordi jeg ikke havde lyst til at gå hjem, eller om den store klump af smerte, der vokser i maven, når man ikke har haft chancen for at slå rod noget sted, i en mor eller far, en familie eller et land. Men jeg nøjes med at sige, at det er vigtigt, at hver enkelt kæmper for sin egen tilværelse, og mit drive har været at vise, at jeg er noget og kan noget. Jeg vil bryde det fasttømrede billede af indvandrere og brune som én stor, passiv gruppe, og hvis nogen ser mig som en rollemodel, ja, så er jeg glad. Jeg når lige at tale mig rigtig varm, men så kommer statsministerens kone, Anne Mette, og lægger en hånd på hans arm og redder ham fra mig – der er andre, han skal tale med.
Why wither not the leaves that want their sap?«
»Kan grenen gro, når træets rod er borte?
Må løvet ikke dø, når saften mangler?«
shakespeare: Richard den Tredje, II-2
prolog
Jeg har fået brev fra dronningen. En kraftig, flødefarvet kuvert adresseret til skuespiller Janus Bakrawi, og indeni ligger en officiel invitation til middag og dans på Christiansborg Slot. Middag, tænker jeg forvirret, mig og dronningen? Og så på en hverdag, tirsdag aften, hvor jeg spiller på Nørrebro Teater. Jeg ringer til en ven, læser invitationen op og spørger, om han ved, hvad den slags invitationer går ud på? Ja da, godt gået, bro’!, siger han, det er dronningens hofbal. Du er inviteret til hofballet for skuespillere, musikere, kunstnere, sportsfolk, du ved, hele flokken, kultureliten, som dronningen vil vise sin anerkendelse. Det gør hun så cirka hvert tiende år. Kunstnerbal? Anerkendelse? Jeg bliver lidt stolt, og også lettet over, at der kommer andre – to, tre hundrede andre – til middagen med dronningen.
En måned senere står jeg og venter på at blive præsenteret for dronningen i mit nye, sponsorerede jakkesæt. Stylisten insisterede på, at jakken skulle være kort og stram. Meget stram, og jeg sveder og føler mig som en bombe, der, hvad øjeblik det skal være, kan eksplodere, så knapper og syninger springer til alle sider. Mit navn bliver kaldt op, jeg bliver præsenteret for dronningen, og går videre ind i Riddersalen, hvor en flok kolleger står og snakker og straks driller mig med, at alle andre mænd i salen faktisk er klædt i smoking. Nå, okay, det stod åbenbart i invitationen. Dansen begynder. Kvinder i enorme balkjoler og mænd i korrekte smokinger fylder det blanke, sort-hvide gulv. Dér er statsminister Anders Fogh Rasmussen, han danser ikke, men styrer direkte over til mig og hilser. Han siger, at jeg er en rollemodel for nye danskere. Han siger, at det er godt, at der er sådan nogle som mig, nogle der er synlige på den positive måde, og han spørger interesseret til min baggrund og barndom. Hmm, hvor skal jeg begynde, tænker jeg, jeg har en del at fortælle. Jeg kan fortælle om dengang, jeg var syv og skilsmissebarn, og min mor og jeg troede, at jeg skulle på udflugt til Tyskland med min far, men at han i stedet tog mig med hjem til sin fjerne landsby i Jordan og beholdt mig der i fire år. Om opdragelsen på gaden blandt de rå drenge, og om opdragelsen i familien med en antenneledning. Eller jeg kan fortælle om at komme hjem igen og blive afleveret på et børnehjem i halvandet år, inden retten endelig når frem til, at det er bedst, at jeg bliver og bor hos min far. Denne gang i København. Jeg kan fortælle om nætterne, hvor jeg sov i telefonboksen på Lyngby Station, fordi jeg ikke havde lyst til at gå hjem, eller om den store klump af smerte, der vokser i maven, når man ikke har haft chancen for at slå rod noget sted, i en mor eller far, en familie eller et land. Men jeg nøjes med at sige, at det er vigtigt, at hver enkelt kæmper for sin egen tilværelse, og mit drive har været at vise, at jeg er noget og kan noget. Jeg vil bryde det fasttømrede billede af indvandrere og brune som én stor, passiv gruppe, og hvis nogen ser mig som en rollemodel, ja, så er jeg glad. Jeg når lige at tale mig rigtig varm, men så kommer statsministerens kone, Anne Mette, og lægger en hånd på hans arm og redder ham fra mig – der er andre, han skal tale med.
Vi skal også læse: Men vi blev onde af Olav Hergel
